The Green Prince
Den utrolige, men sande historie om Mosab Hassan Youssef, søn af en topleder fra Hamas, bliver som 17-årig anholdt af israelske styrker i forbindelse med en våbensmugling. I fængslet begynder Mosab så småt at tvivle på Hamas og de metoder, som anvendes i kampen for den palæstinensiske sag. Under de svære omstændigheder i fængslet bliver Mosab hvervet af efterretningsmanden Gonen som spion for den israelske efterretningstjeneste Shin Bet. Mosab må nu give afkald på nærmest alt fra sit tidligere liv, inklusiv familie og venner, og hans planlagte fremtid hos Hamas bliver udskiftet med et liv i stærk fare og hemmelighed.
Til gengæld udvikler der sig et personligt venskab mellem Mosab og Gonen – et forhold, som kun yderligere bidrager til et næsten grotesk og uretfærdig drama. Mosab og Gonen er begge autentiske fortællere i denne, til dato, nok mest gribende dokumentar om ufreden mellem to sårbare nationer. Mosab Hassan Youssef lever i dag i USA som politisk flygtning. Han har skrevet en bog om sine dramatiske oplevelser, ligesom en Hollywood-filmatisering af hans liv som spion er på vej.
Dokumentar / Instruktør: Nadav Schirman / Tyskland, Israel, England 2014 / 99 min. / Engelsk uden undertekster